Når vinteren melder sin ankomst, følger nattefrosten som regel trop, og haven ligger sig hen en slags dvale de næste par måneder. Der findes dog nogle råd til, hvordan du bedst muligt gør din have vinterklar, så den står flot, når det varmere vejr vender tilbage. Det kræver faktisk ikke det helt store at undgå en trist have fyldt med mos og døde planter. Et par timers arbejde i haven nu er en god investering, da det sparer dig for flere timers arbejde til foråret.
Udnyt efterårsbladene
Der går ikke mange uger, før de sidste blade er faldet af træerne. Det ser trist ud, når de ligger i bunker på plænen eller på terrassen, derfor er det en god idé at få fejet dem sammen, så haven ser lidt mere indbydende ud på trods af det kolde vejr. Det er dog ikke kun det kosmetiske, der ligger til grund for, at bladene skal væk, de kan nemlig også få en funktion i haven.
Bladene giver god næring til havens planter næste år, og det kan derfor være en god idé at placere dem under buskene eller mellem havens stauder, der kan holde dem på plads, så de ikke igen ender på terrassen.
Middelhavsplanterne holder ikke altid, hvad de lover
Middelhavsplanterne er de seneste par år blevet populære, og kan findes både indenfor og udenfor i mange danske hjem og haver. Oliventræer og lavendel er blot nogle af de planter, der går ind under kategorien middelhavsplanter.
Mange forhandlere lover, at middelhavsplanterne kan tåle frostvejr helt ned til minus 15 grader, men det er altså ikke altid tilfældet. Særligt de unge middelhavsplanter tåler nærmest ingen frost. For at være på den sikre side, kan det altså være en god idé at tage dem ind eller dække dem til i vinterens koldeste perioder.
Stauder, roser og stedsegrønne planter
Mange har tendens til at klippe havens stauder, inden det faktisk er nødvendigt. Stauderne kan sagtens stå i let frost, og mange typer er endda flotte, når rimfrosten har lagt sig. Derudover har nogle stauder blade, der beskytter selve planten mod frost. Det kan dog være en fordel at fjerne dem, der ikke længere er så pæne, fordi de enten er væltede eller er blevet slatne. Hvis mange af stauderne er begyndt at se slidte ud, skal man fjerne dem alle og derefter eventuelt give jorden omkring et lag kompost for at gøde.
Roser er smukke i haven, og mange haveejere er faktisk ret ømme over for lige præcis den slags blomster. De fleste roser har brug for vinterbeskyttelse, men man kan altså godt strække det til efter jul. Vinterbeskyttelsen kan eksempelvis bestå af gran, som skal placeres omkring planten, da det kan være med at beskytte det sted, hvor rosen er podet.
Endeligt kan det være en fordel at placere havens stedsegrønne planter i læ, da de er meget følsomme overfor de kolde vinde, som vinteren tager med sig. Hvis de stedsegrønne planter ikke er til at flytte på, og ikke står i læ, kan det være en fordel at skabe læ ved hjælp af et hegn eller lignende.
Hvis du er i tvivl om, hvordan netop din have bliver gjort klar til vinteren, hjælper vi hos Hus og Have Hjælpen gerne med rådgivning. Derudover kan vi også udføre alt det havearbejde og oprydning, der er vigtigt for, at din have ikke dør helt henover vinteren, og tager sig flot ud igen til foråret.
Tøv derfor ikke med at kontakte os på Tlf.: 60 17 75 26 eller send en mail til mail@husoghavehjælpen.dk